PROGRAMINDLÆGUDSTILLINGHVEM ER VI?
  Søg
Peter Lund Madsen om hjernen i trafikken:
Vi burde være skrækslagne

Vores stenalderhjerner opfatter ikke forskellen på 10 og 100 kilometer i timen. Derfor er vi simpelthen ikke bange og forsigtige nok i trafikken. Vejvrede er resultatet af primitive territoriale reaktioner på oplevelsen af at være truet af andre trafikanter.

Af Mette Bender. Foto Leif Wivelsted

”Jeg tror ikke, der findes en person, der aldrig har hidset sig op i trafikken. Vi gør det alle sammen, og når vi udtrykker vrede mere frit i trafikken, er det fordi vi føler os beskyttet af bilens metal og ruder, men der er ikke den eneste forklaring,” siger læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen, som blandt meget andet kendt fra Hjernekassen på P1.

Peter Lund Madsen taler ved Vejforum 2018 om trafiksikkerhed og adfærd. I den efterfølgende debat om samme emne deltager også Jesper Sølund, Rådet for Sikker Trafik, Peter Stryhn, Midt- og Vestsjællands Politikreds, og Annette Vognbjerg, formand for KTC’s faggruppe for Veje, Trafik og Trafiksikkerhed.

”Vi mennesker er veludviklede dyr med dybtliggende territoriale tendenser. Behovet for at beskytte vores territorium får os til at holde på vores ret. Når det går så vildt for sig i trafikken, er det fordi, vi konstant oplever, at andre bogstavelig talt tager vores plads. Det skaber vejvrede,” siger Peter Lund Madsen.

Han forklarer, at vores krybdyrhjerner gør os ophidsede, når nogen kører for tæt på os, tager den parkeringsplads, vi havde udset os, eller lukker os inde i inderbanen. Vi oplever med andre ord, at de andre truer det territorium, vi opfatter som vores, og reagerer med primitive instinkter.

Vi er bange for slanger, men lastbiler
Årsagen er, at menneskets hjerne praktisk taget ikke har udviklet sig siden stenalderen, afslører Peter Lund Madsen. Det har vidtrækkende konsekvenser for det moderne menneske, hvis livsform er meget forskellig fra tilværelsen som jæger og samler.

”Dengang bevægede vi os kun omkring på vores ben. Løb vi stærkt, kom vi måske op på 10 eller 15 kilometer i timen. Det betyder, at vores hjerne faktisk ikke er i stand til at forstå fart på 100 eller 200 kilometer i timen. Derfor bliver vi ikke bange nok i situationer, der på grund af høj fart er livsfarlige.”

Det er forklaringen på hasarderede overhalinger på motorvejen, overskridelse af hastighedsgrænser og mange andre farlige situationer i trafikken. Hjernen og sanserne opfatter ikke farten, og vi indser ikke, hvor let det kan gå galt, forklarer Peter Lund Madsen.

”Vores hjerne er indrettet til at være bange for mørke, insekter og højder. Faktorer, der betød livsfare for stenaldermennesket. Klatrer vi på en bjergskråning, registrerer hjernen højden, og vi bliver nervøse. Men i den mindst lige så farlige trafik, er vi alt for ubekymrede og forstår tilsyneladende ikke, at vi på grund af farten ville dø, hvis vi røg ud på vejen.”

Når vi sidder i en bil bag glas og metal, mærker vi heller ikke vind og bump, der kunne advare om faren og højne vores opmærksomhed. Også lyden er dæmpet i en bil, og selvom vi er reelt befinder os i livsfare, kan vi finde på at læse sms’er eller rode efter lakridser i tasken.

”Vores opmærksomhed er rettet mod vores umiddelbare behov, rattet og det mål, vi bevæger os mod. Vi er ikke programmeret til at frygte lastbiler, selvom de er langt farligere end for eksempel slanger, som vi instinktivt føler frygt for.”

Forbyd mobiltelefoner i trafikken
Hjernen er altså ikke udviklet til at passe ordentligt på os i trafikken. Hvad betyder det for, hvordan vi mest hensigtsmæssig planlægger trafik? Først og fremmest bør vi forbyde mobiler i trafikken, mener Peter Lund Madsen.

”Trafikplanlæggere bør generelt opdrage trafikanter til at erkende faren. I trafikken skal vores opmærksomhed vækkes, men ikke spildes. Planlæg derfor nøje, hvad trafikanterne skal rette fokus mod. Fjern reklame og anden støj og gør baggrunden for skiltning og lignende så rolig som muligt.”

Peter Lund Madsen anbefaler at bruge lys, blink og andre former for signalering, der fanger opmærksom. Men kun når det er vigtigt.

”Der er brug for en balance, hvor vi bliver holdt vågne, men heller ikke så stimulerede, at vi holder op med at reagere. Planlæggere af trafik skal være klar over, at trafikanter ganske enkelt ikke tager deres ansvar alvorligt.”

Se plenum 1
KONTAKT VEJFORUM
Sekretariatet
Organisationen
Sæt kryds i kalenderen!
Følg Vejforum!
Login
Email:
Kodeord:
Glemt kodeord?
Opret profil
VEJFORUM  |  Guldalderen 12  |  2640 Hedehusene  |  Tlf.: 7217 0217  |  CVR: 86632012  |  EAN: 5790001900410  |  faktura@vejforum.dk  |  info@vejforum.dk